Ekklesia søger et hjem

'De var for gode til denne verden og måtte flakke om i ørkener, på bjerge, i huler og i jordens kløfter.'

(Hebr. 11:38)

Vi tror, at hjemløshed hører fortiden og den dystre historie til for mange århundreder siden. Men hjemløshed er en fysisk realitet i dag over hele verden. Vores problem er, at vi gennem TV - skærmen ikke kan sætte os ind i, hvorledes millioner af familier og enlige kæmper sig forhutlede igennem tilværelsen på må og få, bare for at overleve.

Alene i Colombia regner man (officielt) med, at over 1 million colombianere er hjemløse kvinder, børn og mænd, der flakker hvileløst omkring på landeveje og i storbyernes jungler for at finde husly.

Det drejer sig om at overleve i dag. "Hver dag har nok i sin plage" (Matt. 6:34). Kun få har vision og tro til at ane en spinkel og mirakuløs mulighed for et værdigt liv engang. Mange af dem er troende brødre og søstre, som vi vil møde i Himlen - nogle af dem på de troner, hvor vi naturligvis troede, at verdens store TV- og kampagneevangelister en dag skulle sidde. Det er lige som om, at tilværelsen i den kommende verden er omvendt af, hvad den er mange steder i kristenheden i dag, specielt på vore velhavende breddegrader.

Efterfølgelsens vilkår

Hvad blev vi lovet af Guds Ord, de vi blev Kristi efterfølgere? Samme kors som Ham. Fornægtelse af vort eget (Luk. 14: 26 - 27). Sorg (Matt. 5: 4), forfølgelse (Matt. 5: 10 -11), fattigdom og sult (Luk. 6: 20 - 21), bare for at nævne nogle af Jesu disciples vilkår.

De Hellige Skrifter er spækket med hjemløse mennesker, der dele af deres liv levede som hjemløse. Man kan sige, at en Jesu Kristi discipels grundvilkår indebærer i dele af sit liv at være udsat for hjemløshed, mens mange mennesker, der ikke kender Gud, kan risikere at leve et helt liv i hjemløshed. For den kristne har hjemløsheden et evigt og guddommeligt formål, som befordrer Guds vilje på jorden igennem ham, mens den ikke - kristne må leve i en total meningsløs og destruktiv hjemløshed.

Eksistentiel hjemløshed

Hjemløshed er ikke blot en fysisk mangel på tag over hovedet, men en eksistentiel ensomhed, der ødelægger en, hvis ikke de rigtige åndelige og menneskelige ressourcer tilflyder en. Skrifterne befaler gentagne gange vigtigheden af at tage sig af de faderløse (hebr. "ensom"), f.eks. i Jak. 1: 27:

"En ren og ægte gudsdyrkelse er, for Gud, vor Fader, at tage sig af faderløse...i deres nød..."

En ren og ægte gudsdyrkelse eller efterfølgelse af Kristus beror altså ikke på tomme ord, vældig karisma eller voldsom kundskab, men på, om mit hjerte græder med Jesus for min broder, som er i nød.

Bibelens hjemløse

Adam

oplevede en ulidelig hjemløshed, da han var drevet uden for haven. Hele hans tilværelsessystem brød sammen, fordi "hjem" var for ham og Eva et ubrudt samvær med deres Far, Gud Herren. Nu måtte en helt ny tilværelse bygges op, et liv præget af nagende eksistentiel hjemløshed resten af deres liv. Der var ingen vej tilbage til Eden, for Eden var blevet besat af Slangen, der destruerede haven totalt med sin kundskab. Gud Herren "frelste" Adam og Eva ved at få dem ud af haven hurtigst muligt efter Faldet.

Noa

var hjemløs på jorden. Ingen mennesker uden for hans egen gudfrygtige familie regnede ham for andet end en gammel nar med tossede ideer i sit hoved. Men Noa levede blot et liv i lydighed og fællesskab med Gud som det mest naturlige i livet, og hans familie fulgte ham og gik ham til hånde i hans største livsværk, der en kasse 150 X 25 X 15 meter på det tørreste land. Han byggede som om, der var masser og vand, og hans kæmpekasse blev hans og hans families hjem for en tid, da det hele flød som aldrig før.

Abraham

var hjemløs fra Ur-Kasdim - det samme med hans søn og sønnesøn; de boede i telte i tre generationer. Stakkels Sara, der måske drømte forgæves efter paladset som Guds husholdere. Abraham og Sara var ikke mennesker, der tænkte på sig selv og deres "prosperity", men alligevel gav Gud dem rigeligt, så de kunne give og velsigne meget - og sige nej til meget! Og alligevel valgte de ikke at bygge kæmpemonumenter til deres eget velbehag. De valgte fra. De var vidnesbyrd blandt alle de fremmede folk omkring dem.

Moses

ledte Israel i hjemløshed i 40 år. Længtes Moses efter sin chefresidens i det Lovede Land? Nej, Moses brugte de samme sandaler i 40 år, uden at kunne gå til skomageren eller Bilka, fordi de havde fået en ridse! Folket fulgte hans eksempel. Sammenlagt levede Moses 80 år i en gega sandkasse uden at nå frem til noget, som vi forkælede danskere ville kalde et hjem.

Elias

havde sorte ravnefugle som Guds tjenere for sig, da hele den magtfulde politisk-religiøse ledelse var imod hans "ødelæggende" profetier. Herren sendte ikke en smuk engel til at holde ham med selskab og beværte ham. Han badede sig og drak fra en lille bæk og ikke fra et forkromet badeværelse med dekorative kakler og varme frottéhåndklæder. Hedningeenker gav ham mad. Som en Herrens tjener var han ingen belastning som gæst, men en velsignelse, for overalt, hvor han kom frem, satte han et spor af liv og frugt efter sig. Selv var han udstødt af det religiøse system.

Elisa

levede på et enkelt rum, der var bygget til ham, og hvor han var omgivet af hans gruppe af profetdisciple. Profetskolens elever - hans virkelige venner - var hans hjem.

Daniel

og Israel blev bortført til Babylon og oplevede åndelig og tjenestemæssig hjemløshed.

Johannes Døberen

var klædt i kamelskind og levede af insekter. Hans hjem var ørkenerne, hvor han havde samvær med sin Gud og Herre. Han kunne ikke udstå det religiøse fnidder blandt mennesker, specielt de religiøse ledere. Det er sjældent at læse om en profet med en styrke som Johannes´. Skriften fortæller os, at selv religiøse ledere omvendte sig ved hans radikale og rå budskab om omvendelse. Det gik ikke stille af sig, når han "prædikede", d.v.s. råbte. I forbindelse med sit budskab var der ikke appel, men uhæmmet og revolutionær befaling om omvendelse med neddykkelse i vand på stedet. Ikke noget med at overveje noget til næste dag. Hvem ville have en sådan profet på besøg en søndag formiddag i sin kirke? Og uden slips? Hvis vi gav ham det på, ville han sandsynligvis rive det af og piske folk til bekendelse og dåbsgrav. Han elskede sin Gud og ville dø for Ham. Og det gjorde han.

Paulus

sagde: "Indtil denne stund har vi både sultet og tørstet og manglet klæder; vi bliver mishandlet; vi er hjemløse." (1 Kor 4:11). Paulus gennemlevede det hele, inklusive hjemløshed et utal antal gange på sine rejser, under forfølgelser. Det var ingen kære lillemor, der stod klar med varm mad og nybagte boller efter en voldsom og trættende kampagne. Det var på og hårdt, ofte uden hvile og pauser. Mennesker opsøgte ham. De var hans hjem sammen med medarbejderskare og sin elskede Gud.

Jesus

startede sin jordiske karriere som flygtning. I dag kan vi med glæde og taknemmelighed tænke på, at Udlændingestyrelsen i Egypten tillod dem at immigrere og ikke sendte dem tilbage til kong Herodes den Store. Forestil dig, hvad han ville gøre ved det lille Jesus-barn, Guds egen Søn!

Hele Jesu tjeneste var til de fattige, sønderknuste, fangne, blinde og undertrykte. Du finder ham dadlende de etablerede og medfølende med de lidende. Jesus var omrejsende, uden arbejde og førte en nomadisk livsstil. Han var hjemløs som voksen. Han var hjemløs da han døde. Ved enden var han blottet for alt; han døde iklædt hele sin garderobe! Og dog arvede vi alle Himlen ved Hans fuldkomne forsoningsdød. Ære være Hans hellige navn!

Hjemløshed i Danmark

Er der hjemløshed i Danmark i dag?

Ja. Det vil være for omfattende her at beskæftige sig med al hjemløshed i vort elskede land. Derfor vil jeg indskrænke det til den forfærdelige hjemløshed, som tusindvis af danske børn oplever i nationen i dag. Børnene er samfundets virkelige tabere og vil bære deres nederlag igennem livet med ubærlige byrder resten af deres liv, hvis ikke underet sker for dem: Mødet med Jesus!

Den danske befolknings elendige sociale kaos er et direkte produkt af familiens splittelse i skilsmisser, unaturlige forbindelser og boliger, der ikke kan betegnes som hjem. Barnets familie med far og mor er grundsøjlen i ethvert samfund. Uden denne basis bryder samfundet sammen og forandres til et dysfunktionelt etisk tyranni.

Ekklesia - Guds familie

Familiens sammenbrud er er direkte konsekvens af Ekklesias udstødelse af kristenheden. Ekklesia er Guds øjesten, Den Salvedes Brud, der grundet troende selvophøjende tempelprojekter og religiøse imperier er smidt i rendestenen som en luder.

Der eksisterer i dag alt for mange religiøse diktatorer i den danske kristenhed, der er styret af afguden mammon og ikke af Guds Hellige Ånd. De har fravalgt Gud, men agerer med prædiken og skinhelligt liv i Guds hellige navn. Mammon giver magt og indflydelse, og tusindvis af ubefæstede troende, der ofte af samme ledere er lagt i uvidenhedens og frygtens lænker, falder på halen af den mammonske, karismatiske "performance", som de uafladeligt præsenteres for, for at de skal være fortsat beskæftiget med at ofre deres midler på det lokale religiøse mammonsalter i form af tiende og gaver.

Mammons gudløse lænker binder tusindvis af kristne i vort land, så de ikke kan vokse og modnes til ledere, der ernærer og plejer "fårene". Derfor eksisterer der derfor ikke i Danmark ret megen bibelsk opfostring og træning af de kristnes børn.

Tjenesterne mangler, fordi der blindt ofres på mammons alter i mange religiøse sammenhænge. Når tjenesterne mangler, er der kun meget få til at undervise og rådgive fårene til at tage sig rigtigt og ordentligt af lammene.

Tusindvis af troende i Danmark lever i horisontal hjemløshed, hvor deres åndelige forsamling er dem selv med deres Gud, isoleret fra alle andre troende. Nogle af de åndeligt hjemløse er dog på 'heldige' at have en familie, som kan samles om Jesus, men uden andre troende.

Mange af disse medsøskende har prøvet at komme ind i en lokal, institutionel menighed, men føler sig uvelkomne og ignorerede. Følelsen af at være landet i en klub eller en klike er for stærk til, at de fortsætter. Skuffelser og sår afholder dem fra at prøve igen. De vælger husmenigheden med dem selv alene eller med familien samlet om Jesus.

Det grusommer og sørgelig sker, at nogle af disse trossøskende også opgiver den vertikale relation og bliver nu for alvor eksistentielt hjemløse. Disse mennesker ender i deres grav som dybt frustrerede mennesker. Det lykkedes 'den brølende løve' at splitte dem fra den flok, som ikke eksisterede, på en måde, så de mistede Jesus i deres liv.

Ekklesia blev udstødt, fordi kødelig 'kristendom' sejrede over relationen til 'den anden', min nærmeste - 'jeg-Du' og 'jeg-du' relationen.

Hvad skal der til?

Ekklesia skal til! Hun skal uforbeholdent inviteres ind i varmen blandt os som trossøskende og behandles, som Det Nye Testamente lærer os.

Det kræver, at det private tempelbyggeri standses og afguderne fjernes. Det indebærer, at vi som troende følger Ham alene og ikke alle den bredes vejs muligheder.