
Hvordan når vi til enighed?
I den skønne salme 'Dejlig er Jorden' synger vi:
'Aldrig forstummer tonen fra Himlen...'
Jeg er medlem af en række netværk, hvor troende bidrager med indlæg om en lang række emner. I den ikke-kristne verden diskuteres, debatteres og udveksles meninger og synspunkter. For jeg som umoden drejer det sig om at få ret, dvs. overbevise de andre om, at 'jeg har ret'. At jeg får ret medfører, at jeg dominerer noget i dig. Dominans og kontrol skiller, vækker vrede, indelukker og nedbryder.
For mig som troende drejer det sig om at bidrage med det lys jeg har, og blive beriget med andres lys , f.eks. omkring et emne. Fælles lys forener, glæder, samler og styrker.
I disse fora er jeg personligt blevet meget beriget med mere viden, indsigt og visdom, og det er mit håb, at mit lille glimt af lys foroven kan glæde og opmuntre andre i troen.
I et forum, hvor vi udveksler info må vi dog aldrig glemme 'tonen fra Himlen. Den tone, som Guds engle synger. Den stemme, som hele Guds Råd taler med: Røsten af kærlighed, der forener og motiverer til fællesskab, i stedet for at skille.

Når vi deler vort lys over et emne, husker vi, at det er emnet, som er i fokus. Ikke, om jeg forstår alt, eller om jeg ser skævt på nogle ting. Når vi deler, er Jesus i centrum, og vi ærer Ham med vore ord og holdninger i forhold til hinanden.
Skriftsproget er mangelfuldt. Når du og jeg taler sammen ansigt til ansigt, udstråler vi Guds herlighed igennem vores ånd. Vi bruger gestik og mimik, og vi kan høre stemmeleje, intonation pitch og mange andre detaljer i den måde, vi taler med hinanden på. I skriftsproget har vi kun ord, som begrænser den fulde forståelse. Derfor er vi tålmodige, fleksible og frem for alt overbærende, når vi deler noget sammen på de sociale medier.

Emnet, som vi er koncentreret om, er vores 'fælles tredje', som vi deler sammen. Hverken du eller jeg er i fokus, men emnet, og Emnet, 'det fælles tredje', ligger lagt ned for Herrens Trone. Han lytter med, og Hans Ånd bidrager med indsigt i vores skriftlige samtale.
Vores fælles problem som troende i Danmark er, at vi generelt er langt fra hinanden hvad angår organisk deleskab. Vi møder ikke hinanden, taler sammen over for hinanden og bringer tak og bøn sammen op til Gud. Vi kan ikke synge og danse sammen, når vi sidder ved hvert vort digitale apparat. Koinonia - Ekklesia fællesskabet og deleskabet - er et meget ukendt fænomen for de fleste troende i vort land, og dog er fællesskab en af de fire dynamiske grundsøjler, som Guds Ånd byggede forsamlingen med fra den første Pinsedag efter at Jesus blev optaget til Tronen for næsten 2000 år siden.
Jeg har aldrig ret, og det har du heller ikke. Gud har altid ret, for Han er Sandheden.
'Hver gang jeg havde til hensigt at forstå visdom og få indsigt i den plage, der forekommer på jorden - hverken dag eller nat får man søvn i øjnene - da indså jeg om alt det, Gud gør, at mennesket ikke kan finde ud af det, der sker under solen. Hvor meget mennesket end slider og søger, finder det ikke ud af det. Og selv om den vise siger, at han forstår det, kan han ikke finde ud af det.'
Præd. 8:16-17
'Ingen visdom, ingen forstandighed, intet råd
gælder over for Herren.'
Ordsp. 21:30
'Jeg optrådte hos jer i svaghed og med megen frygt og bæven, v4 og min tale og min prædiken blev ikke fremført med overtalende visdomsord, men med Ånd og kraft som bevis, v5 for at jeres tro ikke skulle afhænge af menneskers visdom, men af Guds kraft.'
1.Kor. 2:3-5

Hvad forener os som troende?
Svaret er: Intet forener os!
Hvem forener os?
Jesus Den Salvede, Guds Søn - og Ham alene - forener os!
Invitation: Hvis du er en troende eller søgende, som vil dele og ikke have ret, er du altid velkommen hos mig til en kop kaffe/te og fællesskab om Jesus. Velkommen! Kontakt mig, og vi aftaler et passende tidspunkt!