Mine organer

Hvis jeg donerede et organ, ville det ikke være af kærlighed, men af forpligtelse, dvs. pga. pres.

Jeg kan ikke elske, dvs. demonstrere kærlighed til en person, som jeg ikke kender.

Desuden tænker jeg, at Gud gav mig min krop til ét formål, nemlig at vandre med Ham fuldt ud, inklusive at være Hans arbejder for Hans budskab og Herredømme. Hvis jeg svækker mit legeme, afgrænser jeg muligheden for at leve mit kald helt ud, hvorved jeg ikke vil være i stand til at bruge mine talenter eller pund lige ud.

Spørgsmålet opstår omkring den person, som desperat har brug for et nyt organ. Behovet for indsamling af organer viser, hvor ihærdigt der arbejdes for at redde fysisk liv.

Personens ånd er langt vigtigere i denne sammenhæng. Hvis jeg bliver anmodet om at donere et af mine organer, ville mit svar være, at jeg ikke kan, da hele min krop tilhører Herren, men at jeg meget gerne vil tale med den pågældende person om hans eller hendes mulighed for frelse. Det vil vel blive afvist, og så kan jeg ikke gøre mere.

Hvis vi er bevidst om, at vores himmelske Far ved alt og er i alt, hvad der har med os at gøre - vi er jo Hans elskede børn - kender Han også fuldt ud og i detaljer hele vort livs formål.

For at opfylde Hans formål igennem vores liv må vi naturligvis have tillid til, at Han har udrustet os fysisk med den kapacitet, som vi har brug for i den plan, som Han har for os.

Af denne grund har jeg som Hans barn ikke ret til forære noget væk, som jeg selv har brug for i Hans vilje med mig.

Mit legeme tilhører ikke mig selv, mens Ham.