
Når far og mor bliver skilt
Når far og mor bliver skilt
Når far og mor bliver skilt, går noget dyrebart i stykker inde i et barn. Noget stensikkert falder fra hinanden. Hele barnets fundament smuldrer.
Jeg giver barnet et navn. Han hedder Mikkel.
Mikkel er ti år, da katastrofen sker.
Når far og mor skilles, braser hele Mikkels livsfundament sammen. Mikkel erfarer det største bedrag og forræderi, som nogensinde kan begås.
Mikkel er magtesløs i situationen. Han forsøger gennem timevis og dagevis af martrende tanker og bekymringer at finde ud af, hvad der kommer til at ske med ham og hvordan han kan få mor og far tilbage sammen igen. Mikkel er brudt sammen.
Der er sket et brud dybt, dybt inde i Mikkel. Mikkel har mistet tilliden til alt. Hvad og hvem kan han stole på?
Det er så pinligt og skamfuldt, at han må holde det for sig selv og inden for det ødelagte hjems fire fængselsmure.
Han ved, at opgaven med at få mor og far sammen igen er umulig, men han prøver det umulige. Når mor og far ikke kan finde ud af det, gør han sig i desperation sig selv til mægler. Han starter med at mægle igennem tryglen til sine forældre, om ikke de vil prøve at få det til at køre igen. Mikkel lover med himmel og jord som vidne, at han fra nu af vil være en sødere og mere artig dreng og altid gøre, hvad der bliver sagt. Han vil også hjælpe meget mere til.
Mikkels handling er en posttraumatisk aktion og reaktionsstrategi.
Da denne redningsmanøvre ikke hjælper, omdannes den til et forsvarsværn, hvor Mikkel fra nu af påtager sig en mæglerrolle i andre sammenhænge. Først iblandt sine søsende i familien, og senere iblandt venner og fremmede uden for hjemmet. Mikkel påtager sig byrder, som han slet ikke kan bære, og indvendig er det eneste fundament, han altid har kendt, smuldret i tusind stykker.
Mikkel reagerer ud af sin totale hjælpeløshed derfor med dyb sorg, der bliver til vrede, fordi han ikke ved, hvad han skal gøre af sorgen. Han står mutters alene med den. Han kan ikke betro sig til nogen som helst. Udadtil - i skolen og i fritiden - sætter han en 'alt ok smilende' maske på, så ingen skal se hans afklædthed, hans nøgenhed - den dræbende magtesløshed.
Frygten har fanget Mikkels hjerterum. Han frygter for sit eget liv, for konsekvenserne af, at mor og far har vendt hinanden ryggen. Han kan ikke sove, og han græder hver aften, når han skal i seng. Far eller mors trøst er hul tomhed. Tomme ord og løfter. Mikkel har mistet sin grundlæggende tillid til andre.
Mikkel er fange i sit eget hjem.
Når Mikkel ikke finder noget sted, hvor han kan få lindring for sin sorg, lader han vreden få frit spil. Mikkel har to muligheder for højlydt at demonstrere den dødbringende uretfærdighed, som har ramt ham - helt uforskyldt.
Han kan gemme sin vrede bag sin falske maske, eller han kan gøre åbent oprør.
Vrede er som en flammende ild, som kun ægte kærlighed eller døden kan slukke. Intet andet. Kærligheden er udelukket, for den er taget fra ham. Han kender den ikke.
Så er der døden tilbage.
Mikkel spekulerer bag sin maske på, hvordan det er at dø. Hvordan vil det føles at hænge sig, naturligvis mens han opholder sig hos en af forældrene. De skal jo se, hvad de har gjort imod ham. Andre muligheder ser han ikke, for han er bange. Bange for smerten. Ræd for at miste sit liv, men som han i levende tilstand føler er slut. Han er lænket til et liv i fangenskab.
Den anden mulighed, som Mikkel har, er det åbne oprør. Han opdager dog meget hurtigt, at det ikke virker. De voksne hører ham ikke og misforstår ham. Oprøret er hårdt og uudholdeligt for ham selv og ændrer blot hjemmets atmosfære til det endnu værre, så det er heller ikke en løsning til at lindre hans indre smerte. Mikkel opgiver derfor det konstante oprør, men tillader sig nye vaner, hvor heftigt temperament, vrede og råben er våben for at hævde sig.
Nogen har gjort Mikkel alvorligt fortræd.
Når han trykker på oprørsknappen, får han udløsning for hævnen, der er en følge af hans vrede, som han ingen steder kan aflevere og efterlade.
For at navigere i en tilstand af sorg, vrede og hjælpeløshed, opbygger Mikkel sit eget forsvarsanlæg, hvor han bag palisaderne etablerer sin egen hemmelige kommandocentral. Herfra udpønser hans slagets gang fra dag til dag - hver gang han mærker den dybe og uimodståelige smerte.
Udadtil må Mikkel planlægge handlingsstrategier. Med smilemasken på - alt er, som det skal være, og intet har forandret sig - forsøger Mikkel at fortælle lærerne i skolen, at den er gal med ham. Han undlader at gøre sit skolearbejde ordentligt, og laver intet hjemmearbejde. Han udfordrer ind imellem lærerne med en aggressiv, negativ adfærd.
I hjemmet - eller hjemmene, som han bliver kastet frem og tilbage fra og til - holder Mikkel sig mere for sig selv, leger ikke med sine søskende og forsøger at unddrage sig, når familien har planlagt at gøre noget sammen. Han begynder at reagere negativt på huslige opgaver. Hvorfor skal han hjælpe til, når ingen hjælper ham?
Han bliver misundelig på de andre søskende og de voksne, som synes at klare skærene med lette smil. Attituder og spidse bemærkninger bliver dagens offensive orden. Han tager det gestikulerende manipulationsvåben i brug. Ofte får han igen af samme skuffe, fordi ingen hører på ham.
Mikkel er blevet ensom.
Smilemasken skjuler dog ikke Mikkels tilstand i hjemmet. Gennem ord og attituder skubber han sine søskende væk og viser sin ulykkelighed over for de voksne ved at være besværlig. Hævnvåbnet kommer til anvendelse.
Indadtil flygter Mikkel væk, som fange i sit eget hjem. Fra sit hemmelige rum - hans ydere og indre værelse, hvor planer og strategier udtænkes - kan Mikkel undslippe ind i en anden verden. Internettet tager over. Eskapistiske udendørsaktiviteter udløser mere endorfin udslip.
Skilsmisse er i princippet forræderi imod kærlighed. Forræderi imod kærlighed er manglen på kærlighed - begæret, udtrykt i selvkærligheden.
Løsning: At få præsenteret, og opdage den kærlighed, der formår at slukke enhver vrede, fratage sorgen enhver smerte og bringe fred og forsoning ind i alle de betændte og brudte relationer. Den kærlighed, som genopretter Mikkel - genopretter alt - you name it!
Strategi:
Opdag dit barn!
Sæt al overskydende tid til side til dit barn. Også hvis det betyder, at en af jer skal være husmor eller husfar hjemme. Læg jeres økonomi efter dine børns basale behov, nemlig et godt hjem med sikre forældre.
Vælg skole efter værdier, og flyt efter dem!
Sæt beskyttende rammer omkring dit barn fra det ydre samfunds skadelige og ødelæggende tendenser!
Lyt, tal, samtal, se og føl sødmen ved hjemmets samvær!
Undtagelserne
Når jeg taler om skilsmisse, taler jeg om normen. Der eksisterer forhold og situationer, hvor et hjem ikke kan holde sammen, f.eks.:
Hor. En af parterne har allerede kvittet ægtefællen og dermed hjemmet på grund af et andet samliv
Misbrug, overgreb, negligering, alvorlig psykisk sygdom. Hver situation kan være forskellig, og derfor vil konklusionen være forskellig. Desuden findes der på dette område i de fleste tilfælde alternative løsninger til skilsmisse.
Et ægteskab ophører naturligvis, hvis en af ægtefællerne afgår ved døden.