Uddrag fra Farvel
Uddrag nr. 1: 21 knivstik
Marías tante er rasende. Alt er blevet gjort fra hendes side, men som sædvanligt mangler der beviser. Harmen vælter gnistrende ud af tøjet på hende.
Som socialarbejder har hun set mangt og meget. For meget. Så meget, at hendes næste skridt vil afgøre, hvor lang tid hun kan være socialrådgiver - eller kan leve.
Claudia vælger at bide harmen i sig og fortsætter med det mulige - at lindre lidelsen lidt for Bogotás udstødte børn.
Claudia endte også med at blive chef for Casa Bonita.
Casa Bonita er lokaliseret som en lille fæstning på en bjergskråning med udsigt over en del af Sydbogotá. Redningsfortet er et af hovedstadens største akutcentre for voldsramte børn.
21 knivstik. Med samme type blad fra knive, specialfremstillet til D.A.S. agenter.
D.A.S. - Departamento Administrativo de Seguridad - er Colombias CIA, og de ansattes opgaver er mange og alsidige. En stor del af departementets medarbejdere er specialtrænede, civilklædte spioner, der bevæger sig ind på fjendens territorium for at opsnuse viden samt udføre konkrete missioner. Alt af hensyn til nationens sikkerhed.
Det må jo ikke glemmes, at nationen har mange fjender iblandt sig selv: Det slimede mafianetværk, det terroriserende guerillatyranni, de ligeså terroriserende paramilitære kampenheder, bekæmpelse af narkotrafik, afsløring af bagmændene for vaskede dollars, organiseret bandevirksomhed, voldelig kriminalitet, kontraspionage genereret af nabokongen Hugo Chavez´ socialistiske paradis, og - var der noget, jeg har glemt?
Sandsynligvis!
Ikke underligt, at mange colombianere figurerer på D.A.S.´ lønningslister.
Hector Rodriguez´ 21 knivstik var at finde alle steder på kroppen. Fra halsen lige under den halvstubbede hage og ned til maveregionen under navlen. Hector ville aldrig have været obduceret, hvis ikke Claudia, hans søster, havde insisteret til det sidste.
"Hector Emilio Rodriguez! Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jord skal du igen opstå!"
Det virker som om, den unge pater har messet disse fraser hundredvis af gange før. I sin lange, hvide ordonnans med det smukke, men til dagen mørke og halvtriste messehagel bliver de tre små skovlfulde jord ceremonielt kastet oven på Hectors hvide kiste. Den enkle kasse er den absolutte billigudgave uden velhavernes ornamenteringer, vinduesluge og himstregimser.
Obduktionen to dage tidligere havde fastlagt, at Hector Rodriguez var afgået ved døden ved adskillige dybe knivstik i brystregionen. På spørgsmålet om mordvåbnets herkomst blev det noteret i politiets rapport, at der var tale om en kniv.
Uddrag nr. 2: Den sidste prædiken
1972
De vælter over hinanden som dominobrikker, som om de lige havde tørlagt landsbyens eneste værtshus. Men det er godt ude på eftermiddagen, og det ligner ikke San Josés arbejdsomme mænd at bryde lokalsamfundets tabuer. Mandfolk har disciplin.
Hver gang vi forsøger at rejse os, sker det igen. Dinglende falder Pedro skråt over Pablo, som i forvejen med sin alt for store ølvom er ved at kvæle den halvt, fladmaste Eduardo under sig.
Til sidst må vi omkring 40 mentalt forvirrede voksne kravle væk på alle fire, desorienterede og målløse - og ikke mindst ydmygede og skamfulde.
Hvad er han for en mand? Er han et menneske? Hvad har han egentlig gjort?
Fader Fabio har dag ud og dag ind prøvet at overbevise os om, at vi skulle slå ham ihjel. Stene ham eller brænde ham. Han var jo kommet fra djævelen for at indtage San José. Og San José ville blot blive den indledende platform for djævelens overtagelse af hele regionen!
Tredje gang har vi nu forsøgt, og hver gang har vi måttet kravle skamfuldt væk. Det piner, for jeg kan mærke, at det gør ondt i stoltheden. Specielt, fordi vores sønner og døtre ser på! Vi bliver til grin - endda åbenlyst!
Hvilken beskæmmelse i påsyn af landsbyens kvindepak og kællinger! Flere af konerne har dog også advaret os kraftigt imod dette forehavende. Andre hylder det hysterisk. Endnu. Efter hvert forsøg har flere og flere imidlertid taget deres forbehold for fader Fabios kontrollerende kommandoer. Først i hemmelighed, men senere lidt mere åbenlyst, men aldrig direkte. Det slemmeste er at blive anklaget for at stå i ledtog med djævelen selv. Jeg kunne blive den næste, der skulle brændes! Og af mine egne!
I nogle landsbyer brænder man kættere. Hvilken grufuld skæbne, og sæt hvis ens sjæl går evigt tabt i flammerne? Det er ikke til at bære. Himlens salighed er dog vigtigere end helvedesild!
En ung kvinde har sagt, at han lignede en engel i sit ansigt.
Hvordan ser en engel ud? Nogle af drengene havde spurgt hende.
Hendes svar var enkelt: "Det ved jeg ikke! Men hans ansigt ligner altså en engels!"
Året er 1973. Den unge mestizo var kommet til San José fra El Charco i nærheden af Nariños mangrovekyst. Vejen var lang fra Cali. Først en chiva over La Cordillera Occidental til havnebyen Buenaventura. Dernæst med en lille kystdamper med en elendig servering og lopper af lommetyve til Santinga. Dernæst med kano til El Charco. Herefter de 12 timers kanosejlads op ad Rio Patía og Rio Telembí til San José og dens omkring 400 levende sjæle.
Hvad ville han? Hvorfor sender djævelen en lille, undseelig, men kraftfuld mand, til vores lille guldmineby? Havde vi ikke betalt nok til den hellige kirke?
Uddrag nr. 3: Lænkebryderen
El Cartucho er et sted, der ikke eksisterer mere. Hvor bydelen lå, ligger der i dag en park, der ser pæn ud. Besøgstallet er ikke overvældende.
Stedet hedder heller ikke El Cartucho mere, men har fået nyt navn. Det er lige som om, at navnet var klistret for meget til en fortid, som alle ønsker at glemme. Dem, som er i stand til at glemme den.
Jeg var der - faktisk en hel del gange - da stedet hed El Cartucho, der kun nåede at opleve et enkelt - men stærkt - lys på en stage midt i det uhyggelige mørke.
El Cartucho, der lå under 500 meter fra Casa Nariño, det colombianske præsidentpalæ, blev omsider revet ned af Bogotás bystyre.
Hvis djævelen nogen sinde har haft et hovedkvarter i Bogotá, ville El Cartucho lyse op på skærmen lige så hurtigt, som jeg kan memorere 2-tabellen.
Når nu El Cartucho er blevet jævnet med jorden, blev djævelen drevet ud. Spørgsmålet er, hvor han har til huse nu? I al fald har spredte aktiviteter en svagere effekt end samlede.
For mange år siden, da et amerikansk ægtepar hørte om vores planer om at flytte til Bogotá, advarede ægtemanden mig med ordene: "Er du klar over, at Bogotá er djævelens rede!"
Som om djævelen var en fugl. Men gribbe kredser om ådsler.
Amerikanerne skræmte os ikke. Enten fordi vi var for naive, eller fordi vi hørte til en stærkere førers kampenheder.
Hør min historie, som stadig står ristet med dybe grifler ind i mit sind - om El Cartuchos mennesker, som enten fandt lyset, eller som forsvandt ud i det uvisse.
Alle newyorkere kender måske bydelen the Devil´s Kitchen, der ligger op ad Broadway.
Bogotanerne havde også engang et djævelens køkken, hvor menuen var mennesker. Måske ikke i bogstavelig forstand. I El Cartucho var mennesker dog den store salgsvare i form af prostitution og narkotika.
På et tidspunkt opstod der imidlertid et rigtigt køkken i den forfaldne bydel. Fra dette køkken blev mennesker mættet. Både i bogstavelig og overført betydning. Hør min historie:
Små drenge, der løber barfodede rundt, næsten uden tøj på kroppen. Små piger i den alt for lange madkø, klar med et lille og mange gange genbrugt engangsplastkrus. Alle med et Iidende og tiggende udtryk i ansigtet, som om de ikke har fået mad og i flere dage. Det samme lidende udtryk, som når en tigger ydmygt med bestemt rækker sit lille knus frem for den forbipasserende i håb om en lille skærv. Nogle er forstillede, andre af den ægte vare.
Men i El Cartuchos gadekøkken er alle for alvor sultne. Alt for mange slummets affaldsdynger og containere er minutiøst tjekket og screenet af hundredvis forbipasserende. De sidst ankomne må taknemmeligt nøjes med krummerne: Et par rådne bananskræller og tørre rester af yoghurt i et sammenpresset Danone plastikbæger. Varemærke og datomærkning har absolut ingen betydning, når maven rumler af tomhed.