Venteværelset

En nat blev jeg ført af sted i en sort karet igennem et mørkt, ukendt og kuperet skovområde. Under transporten var det eneste jeg sansede den mørke skov, den silende regn og den stærke blæst, som susede uden for kareten, mens en kusk piskede løs på sit spand heste for at opretholde høj hastighed i fuld galop.

Langt om længe ankom jeg til mit mål: En ventesal dybt inde og bede i et bjerg. Ventesalen mindede mest om en grotte, og møblementet bestod af lange, grovt udførte og massive træborde, med tilhørende bænke.

En del personer sad omkring bordene, Der taltes ikke ret meget sammen, men når der samtaledes, var stemmeføringen lav. Som tiden gik, tog den ene efter den anden af sted, og snart var der kun nogle få personer tilbage.

Jeg satte mig ned ved et af bordene. Over for mig sad 3-4 små personer. De var mennesker, men deres personlighed var synlig på ydersiden af dem. Selv om de var små, udtrykte de voksne tanker. De var børn, men tænkte modne tanker. Jeg kunne skelne piger fra drenge.

Alle sad med triste øjne for sig, og det var tydeligt, at de var bange, nærmest skrækslagne. Den lille pige, som sad over for mig, kikkede med tristhed og rædsel ned i bordet og over på mig.

"Hvorfor er du ked af det?" Spurgte jeg.

"Jeg skal snart af sted!"

"Hvorhen?"

"Til jorden!"

"Hvorfor er du ked af det?"

"Jeg ved ikke, om jeg får lov til at leve. Måske er jeg en af dem, som blive slået ihjel!"

Der gik kun et kort øjeblik, før det gik op for mig, hvad denne pige stod overfor. Hun havde statistisk set 70 % chance for at leve, og 30 % mulighed for at blive slået ihjel, brutalt, lidelsesfuldt, foruden oplevelsen af at være uønsket, blive forkastet og udstødt.

Jeg forstod, at hendes elskede Far i kærlighed til hendes liv havde bestemt, at hun skulle fødes på jorden og opleve livet.

Tårerne trillede ned ad mine kinder ved tanken på muligheden for, at hun ville blive brutalt og kynisk smadret under store lidelser i en mor på jorden. Jeg følte mig så magtesløs, da jeg ikke kunne hjælpe hende. Alligevel mærkede jeg, at hun var glad for at kunne fortælle mig om dette.

Der blev kaldt på hende, at hun skulle af sted, og desperationen fyldte mit hjerte med ulidelig smerte. Jeg råbte imod hende:

"Hvad sker der med dig, hvis de slår dig ihjel?"

På vejen ud imod transportmidlet, der skulle føre hende til jorden vendte hun sig hurtigt imod mig med ordene:

"Så kommer jeg hjem til Far igen!"

Hendes svar udtrykte den samme rædsel og tristhed, men jeg så et lille smil af håb og trøst på hendes læber og i hendes øjne.